Da modellen netop er fra 9000-serien, skal man ikke forvente sig samme støbekvalitet som i Dragons '39-'45 eller Smart Kit-serier, og jeg gik i gang med den af to grunde: 1) Jeg havde lyst til at bygge en Stug. 2) Jeg ville se, om de røde æsker i dette tilfælde havde fortjent deres blakkede ry. Min konklusion på nr. 2 er: Ja, men det var ikke værre end f.eks. Revells kits. Det var bare ikke Dragon-standard, og det er nu engang den, jeg nyder så meget ved at samle deres modeller: Ikke så meget pudseri og fileri, eller forsøg på at korrigere fabrikantens sjusk.
Modellen havde mange støbelinjer, som skulle files af. Hovedsagligt passede delene godt, men der var faktisk flere dele som var problematiske. Heldigvis er de fleste af dem små og diskrete. Eneste, som mange nok vil kalde decideret problematisk, er de to riste, der sidder ovenpå stug'en, og er meget synlige. Ristene er rektangulære, men holderne er trapez-formede!
Som man nok kan se, er jeg stadig på begynderstadiet som modelbygger, men det hindrer mig selvsagt ikke i at have det sjovt

Jeg er tilfreds med ting som larveføddernes farve og overflade, mens den hvide kamouflage ikke er blevet vellykket. Her skulle jeg nok havde fortyndet malingen, og i forlængelse heraf have givet det mere end to lag.
Konstruktiv kritik er altid velkommen. God fornøjelse med jeres modeller!