De to systemer til påføring af tyndtflydende lim fungerer på helt samme måde. Det er en stor fordel, at røret fra Plastic Magic er forsynet med en lille krave, så det er nemmere at håndtere.Præcis påføring af flydende limPå Hobbymessen fik jeg hos Risløv købt et sæt Touch-N-Flow og tilsvarende udstyr fra konkurrenten (?) Plastic Magic. Det er altid skægt at prøve noget nyt - og ja, det blev noget af en prøvelse i starten. Men nu - efter nogen fumlen - går det rigtig fint med at "svejse" plast. Som "forsøgs-kaniner" har jeg nok limet 20-25 bomber og brændstoftanke fra diverse byggesæt.
Når man har lært sig at kontrollere processen kan man for eksempel holde to bombehalvdele mellem fingrene, mens man påfører den tyndtflydende lim med glasrør og "kanyle". Glasrøret med det ultratynde metalrør håndteres som var det en blyant. Limklemmer og lignende er ikke nødvendigt, da "svejsningen" sker lynhurtigt.
Det store begynder-problem er, at udløbet af røret nemt blokeres af opløst plast. Limen opløser lynhurtigt plasten, mens den trænger ned gennem limfugerne, hvilket nok også er årsag til, at udløbet nemt blokeres. Heldigvis har jeg en højtaler-magnet med ultratynd kobbertråd. Det viste sig nødvendigt at rense metalrør-udløbet med denne meget tynde kobbertråd. Det kræver en god lup - og tålmodighed skal jeg hilse og sige. Heldigvis er det ikke nødvendigt, når man har lært at styre processen.
Det er noget vanskeligt at styre doseringen. Med trekvart fyldt glasrør skal redskabet holdes næsten vandret og modsat lodret, når glasrøret er ved at være tømt. Det lærer man efter nogen øvelse. Det sker selvfølgelig, at den tynde lim ikke rammer præcist. Men det giver ikke noget alvorligt problem, idet limen fordamper lynhurtigt, så plastoverfladen ikke beskadiges synligt.
Da jeg fik lært at rense kanyle-udløbet straks efter brug (på en stump køkkenrulle) kan man udmærket anbringe glasrøret med kanylen nogle timer, selv om det er mere eller mindre påfyldt. Selv efter en "overnatning" sker der ikke noget synligt fordampningstab.
Begge systemer virker helt på samme måde. Det er dog en stor fordel, at glasrør og kanyle på Plastic Magic-sættet er forsynet med en lille krave, så man får et udmærket holdepunkt med fingrene. Det må betegnes som en ulempe, at Touch-N-Flow røret er uden denne krave - og dermed også nemt kan rulle på jævnt underlag. Plastic Magic-røret er "rulle-sikret" takket være kanter på kraven.
Påfyldning sker ved at anbringe den åbne ende af glasrøret i flasken, så røret fyldes hvis altså kanyleåbningen ikke er blokeret (!). Spild kan ikke helt undgås, så køkkenrulle skal være indenfor rækkevidde.
Ved pålimning af styreklodser og lignende småting kan man anbringe genstanden løst liggende i den præcise position, hvor den skal limes på plads (tyngdekraften som eneste "limklemme"). Derefter "påsvejses" genstanden ganske enkelt ved at anbringe en dråbe tyndtflydende lim direkte fra røret på Touch-N-Flow - uden at berøre emnet med røret. Limen siver dermed lynhurtigt på plads vel at mærke uden risiko for at emnet skubbes fra den rette position.
Fit before glue Ove