Maleprocessen og færdiggørelse i øvrigt går noget fodslæbende – blandt andet med masser af maskearbejde. Når maleprocessen endelig er færdig, skal overfladen klagøres til decals med 2 – 3 gange Pledge Future. Til RLM 65 undersideblå, RLM 71 mørk-grøn og RLM 70 sortgrøn blev valgt Revell enamel (se foto ovenfor). RLM-farverne fra Revell er nemme at påføre med min Aztek dobbeltvirkende airbrush. Det går ikke så nemt med Model Master farver (enamel).
Modellen fik følgende behandling i nævnte rækkefølge: Presto autoprimer pr. spraydåse, RLM 65 undersideblå, afmaskning, RLM 04, gul front- og agterparti ifølge CAMdecals anvisninger, afmaskning, 1. camouflagefarve, RLM 71 mørkegrøn, afmaskning og endelig RLM 70 sortgrøn.
På grund af dårligt resultat med RLM 04 fra Model Master blev afmasket til en ekstra gang RLM 04. Denne afsluttende bemaling skete med Akan (fra Hobbycolours.com) – og nu med tilfredsstillende dækning allerede efter én påføring. Det er bestemt ikke sidste gang, Akan-farver skal anvendes.
På undersiden af vingerne mangler en hel del arbejde. Luftbremse og tre flaps (i hver side) skal bemales og pålimes. Afrivning af maling, der er sket enkelte steder, skal udbedres. Herefter kan decals monteres.
Den valgte bemaling fra CAMdecals er ikke uden problemer på grund af det gule front- og agterparti. Til afmaskning af de fire cockpit-klardele blev anskaffet Montex-masker. Denne metode til både indvendig og udvendig afmaskning har utvivlsomt sparet megen tid. Omhyggelig montering af Montex-masker giver næsten perfekt sikkerhed mod underløb.