Indtil videre indøves Punch & Die med 0.033 inch-værktøjet. Der findes tre mindre og meget spinkle dimensioner, men de må vente indtil det påkrævede håndelag er på plads. Waldron Punch & Die Sub-Min. til 79,20 (pund) ... er dette værktøj pengene værd..? Ja, det må tiden vise. Det var i al fald noget af et impulskøb, da værktøjet pludselig dukkede op hos Hannants - for derefter at havne i min elektroniske indkøbskurv.
Punch & Die fra Waldron er ikke nogen nyhed, men har været kendt i årtier. Det passer dog ikke fabrikanten at levere regelmæssige forsyninger til markedet. Derfor kan disse værktøjer være umulige at opdrive i lange tider. Måske kan Waldron med denne fremgangsmåde fremprovokere en høj pris for et stykke værktøj, der af nogle modelbyggere betragtes som næsten uundværligt til cockpit-detaljering..?
For måske 10 år siden fik jeg "det store" Waldron Punch & Die-sæt med værktøjer fra 1,0 til 6,0 mm (Ø). Det har været/er et ganske nyttigt værktøj til scratch-bygning af instrument- og sidepaneler til flymodeller, idet Punch & Die kan fremstille nydelige huller til viserinstrumenter m.v. Om det nye Sub-Min. sæt kan gøre tilsvarende fyldest er nok tvivlsomt, idet hul-diametrene er meget små: fra 0,063 til 0,018 inch. Faktisk er så små instrument-åbninger udenfor skala selv i 1/72-modeller. Waldron har ikke gjort sig den ulejlighed at omregne til millimeter.
Udadtil er der ikke den store forskel. Det "store sæt", der blev anskaffet for 8-10 år siden, hører til i æsken til venstre.
Heldigvis er jeg ejer af en juvelér-hammer, der har en passende størrelse til Sub-Min. værktøjerne. Det er sarte ting. Man skal derfor være meget omhyggelig med hammeren. Jeg øver mig i første omgang med at punche 0,033 huller, der fremstilles i 0,15 mm plastplade. De små skiver, der samtidig fremstilles, kan bemales sorte, gule, røde etc. "Skiverne" kan derefter limes på instrumentpanelet eller sidepaneler med en smule Pledge Future. Derved kan knapper og lignende efterlignes med sådanne små ting.
Det "gamle" sæt blev ikke rustbeskyttet, så efter nogle måneders henlæggelse kom indholdet til at se sådan ud, hm.. Samtlige værktøjer blev derfor aftørret/renset grundig med en olievædet klud. Virkning og funktion har ikke taget skade af rustangrebet.
Med venlig hilsen
Ove